Tilbage til udstillinger

Mogens Leander udstiller

15. jun. 2021 - 08. aug. 2021
Mogens Leander Skelet Tree

Udstilling med Mogens Leander

LET'S GET LOST

Liv, død, kunst og kærlighed – bringes i spil, når kunstneren Mogens Leander viser sin kunst i Haderslev Kommunes nyindrettede byrådssal.

Mogens Leander grundlagde i 1984: The New Icon-School of Denmark – ikke en “skole” der tilbyder undervisning – men en retning – på samme made som man fx omtaler de forskellige Russiske ikonskoler – alt efter deres stilmæssige baggrund og deres geografiske oprindelse.

Som rejsende i tid og sted – med Venedig som det foretrukne udgangspunkt – genereres værker – der afgiver et billedsprog med baggrund i de tidsaldre og epoker, han dykker ned i. Ved at gå i dialog med både fortid og nutid – såvel materiale- som idémæssigt – skaber Mogens Leander sine helt unikke kunstværker. På én gang både klassiske og moderne ikoner, der taler deres direkte sprog til helt nye generationer. Et billedsprog der – udviklet gennem årene – viser koblinger til den hellige klassiske byzantinske ikontradition.

I sin kunst trækker Mogens Leander en lige linje fra antikken og bronzealderen, over oldkirken og den byzantinske kunst til nutiden. På grundlag af dette rige materiale forvandler kunstneren den klassiske ikonkunst til et moderne formsprog.

Oliebillederne Leander præsenterer – viser billedflader der er opbygget af adskillige lag maling, indtil den kraftige stoflighed er opnået. Dernæst udførelsen af de mange indgraveringer, ridser, overmalinger og evt. indprentede tekstsekvenser, der skal give ledetråde og føre hen imod en eventuel senere tolkning af det færdige billede. De kraftige ridser og mishandlinger med gafler og syle ned gennem lærredets overflade, blotlægger underlæggende lags strukturer, og nye farver og former eksponeres frem som arkæologiske kulturlag. Nedridsede sætninger og udsagn – kraftige bemalinger med fluorescerende farver, atter delvist overmalet med tynde lag fernis, virker som en blanding af tilfældighed og nøje tilrettelagt strategi. Projektionsflader for begær, drømme og visioner. Spejlinger af vores egen ny-spirituelle tidsalder.

Bronzeportalerne er bygget op efter inspiration fra de græske og senere romerske storladne bygningsværker – templer – tympanoner – arkader og basilikaer. Trods et tids-spænd på 2500 år – står resterne stadig den dag i dag. Trods krige – jordskælv og tidens nye strømninger – vidner det om kulturer – hvor håndværk og begejstringen for flot arkitektur – blomstrede. Noget vi stadig i dag kan nyde synet af – på trods af de nogen steder sammenfaldne bygningsværker og væltede marmorsøjler.

Tidens tand – og de knubs bygningerne har gennemgået – er indfanget bla. via studier af Roms Forum Romanum – og overført til en ny serie bronze-portaler.

Mogens Leander har atelier-base i Kolding og har siden 1996 udstillet i 46 danske kirker med vandreudstillingen EXODUS. En udstilling der konstant ændrer indhold og form – alt efter hvilke temaer og materialer – der arbejdes med.

Mogens Leander har gennem årene skabt blivende værker til 10 danske kirker.

“Udstillingen handler også om det himmelstræbende, menneskers vilje til utopien, håbet om en højere styrende kraft og de labyrintiske stier, vi forvilder os ud i.”

Har udgivet kunstbøgerne:

DANSKE IKONER – The New Icon-School of Denmark

KUNST & IKONER – Breve fra Byzans

LEANDER ICON ART DESIGN
Katrinegade 8 . 6000 Kolding

Bliv medlem Kunstnerens hjemmeside
  • Dato: 15. jun. 2021 - 08. aug. 2021
  • Sted:Byrådssalen på Rådhuset Christian X`s Vej 39 · 6100 Haderslev
  • Fernisering:Fredag den 18. juni kl. 14.00. Alle er velkommen. Mogens Leander vil være til stede ved ferniseringen.

Galleriet – Kunstforeningen for ansatte ved Haderslev Kommune © 2020.
Design: SiroccoWeb