Vedtægter for:  

"Galleriet"
KUNSTFORENINGEN FOR ANSATTE VED HADERSLEV KOMMUNE
 

§ 1
Navn

Foreningens navn er: "Galleriet - Kunstforeningen for ansatte ved Haderslev
Kommune" med hjemsted i Haderslev Kommune.


§ 2
Formål

Foreningens formål er:

  • at stimulere interessen for billedkunst, skulptur og andre kunstformer blandt sine medlemmer ved udstilling og evt. ved afholdelse af foredrag, besøg hos kunstnere, kunstmuseer, kunstudstillinger m.m.,
  • at købe kunst fra afholdte udstillinger til bortlodning blandt foreningens medlemmer.
  • at give medlemmerne muligheder for at købe kunst fra foreningens udstillinger med en rabat på 10%.

Foreningens værker kan efter aftale udstilles på kommunale arbejdspladser.


§ 3
Medlemskab

Som medlem kan optages enhver, som er ansat ved kommunen og på institutioner med driftsoverenskomst med kommunen.

Restance medfører tab af alle rettigheder, indtil gælden er betalt. Intet medlem kan stå i restance i mere end 2 måneder. I så fald slettes pågældende som medlem og kan kun genoptages som nyt medlem ved at betale det efter udtrædelsen forfaldne medlemsbidrag.

Indmeldelse i foreningen bør normalt ske ved begyndelsen af et kalenderår, men kan dog ske i årets løb mod betaling af medlemsbidrag fra samme års begyndelse for at kunne deltage i den efterfølgende lodtrækning. Medlemsskab tegnes via indmeldelsesskemaet på foreningens hjemmeside under "Medlemsservice" eller til kunstforeningen via mail på info@kunstforeningen-galleriet.dk.


§ 4

Medlemmer, der fratræder deres beskæftigelse ved kommunen, kan fortsætte som medlem af kunstforeningen med samme rettigheder og forpligtelser kalenderåret ud. Medlemmer, der går på efterløn eller pension, kan fortsætte det fulde medlemskab for reduceret kontingent.

Ønsker et medlem at udtræde af foreningen, deltager man i førstkommende bortlodning efter udmeldelsen mod betaling af medlemsbidrag for den resterende del af kalenderåret.
Udmeldelse sker på foreningens hjemmeside under "Medlemsservice -> Selvbetjening" eller til kunstforeningen via mail på info@kunstforeningen-galleriet.dk.



§ 5
Bortlodning

Der foretages hvert år i januar kvartal i umiddelbar tilslutning til den ordinære generalforsamling bortlodning blandt foreningens medlemmer, der har betalt kontingent hele det foregående år med et lod.
Der udloddes 2 værker ved medlemstal op til og med: 49 medlemmer,
4: 79
6: 109
8: 139
10: 169
- dvs. at en medlemstilgang på hver 30 udløser yderligere 2 kunstværker.

For hvert år man ikke udtrækkes, får man et ekstra lod. Der kan maksimalt opspares 5 lodder. Et medlem kan kun udtrækkes èn gang pr. år. Når et medlem har vundet, bortfalder de opsparede lodder, og medlemmet deltager ikke i næste års bortlodning. Det efterfølgende år startes med et lod.

Vindere vælger mellem de indkøbte kunstværker i den rækkefølge, de udtrækkes ved bortlodningen.

Et medlem, der er udtrukket som vinder, kan undlade at vælge/modtage gevinst uden at miste retten til at deltage i bortlodningen i det følgende år med sit antal lodder ( betragtes ikke som vinder i forhold til vedtægterne), men valg af værk kan ikke udskydes til efterfølgende år.

Medlemmer, som ikke er til stede ved bortlodningen ( jf. § 5, stk. 1), kan give skriftlig fuldmagt til en anden tilstedeværende person til på sine vegne at vælge en gevinst.

Bestyrelsen kan herudover bortlodde enkelte værker blandt fremmødte på den årlige generalforsamling.

Kunstgenstandene udstilles senest 8 dage før bortlodningens afholdelse.

Bestyrelsen kan sætte indkøbte kunstværker på auktion blandt medlemmerne.

Hvis foreningen modtager tilskud fra Haderslev Byråd, Økonomiudvalget eller et af de stående udvalg, må de for dette tilskud erhvervede kunstværker ikke bortloddes til eller sættes på auktion blandt medlemmerne.

Lodtrækningen i forbindelse med bortlodningen foretages af en af de tilstedeværende udpeget person.

Bestyrelsen kan endvidere give medlemmerne adgang til - på lige fod og med generalforsamlingens samtykke - at købe foreningens kunstværker for indkøbsprisen, subsidiært den ansatte værdi.

Foreningens beholdning af kunstværker skal dog altid mindst være på 10 værker, men beholdningen skal tilpasses det aktuelle medlemstal forud for den årlige generalforsamling, således at der er valgmuligheder for det sidst udtrukne lod.


§ 6

Det enkelte medlem hæfter ikke for foreningens gæld (jf. § 11), ligesom medlemmet ved udmeldelse ikke har krav på andel i foreningens formue (jf. § 13).


§ 7
Generalforsamling

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i januar kvartal.

Indkaldelse fremsendes via e-mail til hver enkelt medlem med mindst 2 ugers varsel. Medlemmer der ikke har en mailadresse får indkaldelsen tilsendt med postvæsenet. Generalforsamlingen kan endvidere adviseres via hjemmesiden.

Dagsordenen skal indeholde mindst følgende punkter:

1. Valg af dirigent
2. Forelæggelse af bestyrelsens årsberetning
3. Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
4. Valg af bestyrelse (7)
5. Valg af suppleanter til bestyrelsen (2)
6. Valg af revisor (2) og suppleant (1)
7. Fastlæggelse af kontingent
8. Indkomne forslag
9. Eventuelt

Stemmeafgivningen sker ved håndsoprækning. Skriftlig afstemning sker, når blot et medlem begærer det.

Stemmeafgivning kan kun ske ved personligt fremmøde.

Ingen kan vælges på generalforsamlingen uden at være til stede eller have afgivet skriftlige tilsagn.

Når generalforsamlingen er lovligt indvarslet, er den beslutningsdygtig uanset de fremmødte medlemmers antal (jfr. dog § 13)

Forslag skal være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.


§ 8
Bestyrelsen

Foreningen ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer, der vælges skiftevis for 2 år ad gangen, således at der i ulige år afgår 3 medlemmer og i lige år afgår 4 medlemmer.
Genvalg kan finde sted.

Der vælges desuden 2 bestyrelsessuppleanter og 2 revisorer samt 1 revisorsuppleant.

Bestyrelsessuppleanterne, revisorerne og revisorsuppleanten vælges for 1 år ad gangen.
Genvalg kan finde sted.

Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand, kasserer og sekretær.

Ved stemmelighed er formandens stemme under alle forhold afgørende.

Bestyrelsen skal afholde mindst et bestyrelsesmøde i hvert kvartal og er beslutningsdygtig, når mindst 4 af dens medlemmer, indbefattet formanden, er til stede.

Bestyrelsen bemyndiges til at nedsætte diverse underudvalg uden generalforsamlingens godkendelse.

Bestyrelsen skal være indstillet på at overveje forslag fra medlemmer m. h. t. indkøb af kunstværker.


§ 9
Regnskab og revision

Der udfærdiges regnskab for foreningen.
Regnskabsåret går fra den 1. januar til den 31. december.
Regnskabet revideres af 2 revisorer, der vælges af generalforsamlingen.
Revisorerne vælges for 1 år ad gangen.
På generalforsamlingen vælges tillige 1 revisorsuppleant for 1 år ad gangen.


§ 10
Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når et flertal i bestyrelsen eller en fjerdedel af foreningens medlemmer skriftligt fremsætter krav derom.
Indkaldelsen skal da ske med 14 dages varsel, og den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes senest 1 måned efter, at begæringen er kommet formanden i hænde.


§ 11
Tegning og hæftelse

Formanden og kassereren tegner foreningen.

Foreningen hæfter kun for sine forpligtigelser med den til foreningen til enhver tid hørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelsen nogen personlig hæftelse for de af foreningen påhvilende forpligtigelser.


§ 12
Vedtægtsændringer

Ændring af foreningens vedtægter kan kun vedtages, når mindst 2/3 af de på en generalforsamling fremmødte medlemmer stemmer herfor.


§ 13
Foreningens opløsning

Beslutning om foreningens opløsning kræver, at mindst halvdelen af medlemmerne er til stede på generalforsamlingen, og at beslutningen derom vedtages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer.
Såfremt nævnte stemmetal ikke opnås, er forslaget bortfaldet.
Hvis det nævnte antal medlemmer ikke er til stede, og forslaget fastholdes, indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, på hvilken forslaget kan vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer uden hensyn til antallet af tilstedeværende medlemmer.

Ved foreningens opløsning fordeles foreningens formue blandt de, der er medlem på tidspunktet for ophævelsen, ved bortlodning eller i forhold til foretagne indbetalinger af medlemsbidrag, hvilket afgøres på generalforsamlingen ved skriftlig afstemning.


Vedtagelse

Således vedtaget på den stiftende generalforsamling den 9. juni 1993 med ændring af § 7 på ordinær generalforsamling i januar 1994 og vedtaget i ajourført udformning på generalforsamlingen 4. februar 2008 og med ændring af § 3 og § 4 og § 7 samt § 8 på generalforsamlingen den 22. februar 2012, og med ændring af § 4 og § 5 og § 7 og § 8 og § 9 samt ny § 11 på generalforsamlingen den 17. marts 2014, og med ændring af § 3, § 4, § 5 samt § 13 på generalforsamlingen den 30. marts 2016.